Huleforskere sikrer sig med fischer

„Tolv mennesker har allerede været på månen“, siger huleforsker Axel Hack. „Men på vores planet findes der stadig steder, som ingen nogensinde har betrådt.“ Det, der befinder sig under jordens overflade i huler, kan satellitter hverken måle eller overvåge. Axel Hack og hans kolleger bevæger sig igen og igen ud på dette ukendte terræn og bringer frem i lyset, hvad der ligger skjult her. Et forskningsområde, der også kaldes speleologi. „Vi udforsker huler for at lære mere om vores jord, så vi kan beskytte den bedre“, begrunder Axel Hack foretagendet.

Billede: Axel Hack

Objektprofil

Objekttype

Hule

Samlet længde

113 km

Dybde

Med 1.560 m højdeforskel på 9. pladsen i verden

Siden 2012 har han været medlem af Dachstein Caving Expedition, som i over 40 år har undersøgt og kortlagt hulerne på plateauet i Dachstein-bjergene i Oberösterreich. „Over 850 meter under jorden, langt væk fra hjælp, baner vi os vej gennem de snævre passager og dybe skakter,“ beskriver Axel Hack Dachstein-ekspeditionerne. „Vi kæmper med kulde, hård klippe, oversvømmelser og flydende ler.“ Talrige vertikale passager er gennemvævet af tidligere flodsløjfer, som har gravet sig dybt ind i klippen, fortæller Axel Hack videre. At krydse disse såkaldte meandere kræver meget energi. For ikke at nævne de mange stejle vægge, som huleforskerne gang på gang må bestige.

Billede: Axel Hack

„Især her, hvor det går så lodret og glat ned eller op, skal hulesnorene være sikkert forankret“, siger Axel Hack. „Vi stoler på fischer stålankre til dette. Jeg føler mig mere tryg, når jeg hænger i fastgørelser fra en tysk kvalitetsproducent.“ På ekspeditionerne er der derfor allerede blevet installeret tusindvis af fischer bolteankre, som FBN II og FAZ med otte millimeters diameter, til snorfæstning i hulerne. Størstedelen af disse blev brugt i skaktanlægget Wot U Got Pot (WUG).

I begyndelsen af september 2018 skete gennembruddet: Efter over ti års forskning i WUG opdagede forskerne en ny forbindelsesgang fra WUG til Hirlatzhule. Dermed voksede den udforskede samlede længde af det underjordiske labyrint med 7,2 kilometer til over 113 kilometer. Det gør Hirlatzhule til den 20.-længste hule i verden. I dybden rangerer den med 1.560 meters højdeforskel på plads 9.

Billede: Axel Hack

Siden da har forskningsteamet håbet på sammenkoblingen af flere huler, der ligger højere oppe. Det forventes, at systemet kan vokse op til 90 meter i højden. Dermed katapulterede Hirlatzhöhle sig til en 6. plads i verdensranglisten over dybde og en 2. plads i Europa. Derudover skal flere skakthuler udforskes. Fra den 17. august til den 5. september begav højdeforskerne fra hele Europa sig derfor igen ned i kløften i den alpine storhule. Mødestedet var Dachstein-plateauet på Hallstätter-siden. "Sikker udstyr er højeste prioritet ved sådanne ekspeditioner," siger Axel Hack. "Vi kunne også denne gang vurdere, hvad der ventede os: temperaturer omkring to grader, høj luftfugtighed og hyppige vandindtrængninger i de vertikale dele samt kraftig lerbelægning i gangene." Nogle gange er væggene, hvor ankre skal indsættes, dækket med flere centimeter tykt ler, tilføjer Axel Hack. "Og Dachstein-kalken er hård og lagdelt. I nogle tilfælde er den også revnet eller korroderet."

Billede: Axel Hack

Huldforskerne tog rigeligt med reb, boreankre, batteridrevne borehamre samt frysetørrede måltider og udstyr til lejren med ned i underverdenen, transporteret i slæbesække lavet af lastbilpresenninger. Også med i bagagen: 300 fischer bolteankre FBZ 8/10 i rustfrit stål (A4) samt galvaniseret stål. Fastgørelserne sikrer en sikker hold i den genstridige kalksten. Her forankres bøjede M8-lasker, som består af aluminium eller rustfrit stål Inox 304/316, i klippen. Dertil kan reb hænges op ved hjælp af skruelinks.

Billede: Axel Hack

Først forhindrede vejret fremskridt: „WUG, vores port til Hirlatzhulen, lå under syv meter sne. Men hvor der er vilje, er der også en vej – som vi med succes kunne grave os fri af,“ fortæller Axel Hack. „Derefter regnede det dog i flere dage, og hulerne var stærkt oversvømmede.“ Til sidst kunne de underjordiske slugter og gange alligevel udforskes yderligere. Således kunne teamet fortsætte med at undersøge Thundergasm-hulen, som de havde opdaget i 2017. Sidste år målte forskerne den i en dybde på omkring 200 meter, men blev bremset af en ukendt meander. Nu erfarede teamet mere. „Vi ved aldrig, hvad der venter os: I dette tilfælde gik det fra en dyb og glat kløft til en bred gang og derefter til et område med faldende vand samt rustfarvet, smuldrende og skarp sten. På bunden snoede en dyb og strømmende meander sig,“ beskriver Axel Hack den ukendte bjergverden.

Billede: Axel Hack

Meget nyt erfarede hulespejderne også om WUG. „Fra vertikale skakter og kløfter kom vi ind i enorme fossile rør.“ Klistret mudder spredte sig konstant på udstyret og gjorde støvlerne dobbelt så tunge som normalt. Fra Chutney-minen gik det videre til en anden passage, som blev udforsket og opmålt: en meget mudret blindgyde med et sammenstyrtningsområde for enden. Også afsnittet Left Fork og den såkaldte Time Bandit blev yderligere udforsket.

Vi udforsker huler for at lære mere om vores jord, så vi kan beskytte den bedre.

Axel Hack, medlem af Dachstein Caving Expedition

Derudover blev der forsket videre i slutningen af Uphill Gardens. Her borede Axel Hack og hans team sig 25 meter op ad en stejl lerbakke. Delvist måtte klippen befriels fra ti centimeter dyb og fugtig ler for at kunne sætte boreankre. Teamet arbejdede i fire timer under disse vanskelige forhold. Efter omkring 30 satte boreankre var det lykkedes: Forskerne stod i den rummelige, endnu uopdagede passage nr. 33. „Jeg har aldrig set en smukkere gang i WUG. Den er rigt dekoreret med stalagmitter og andre formationer,“ begejstres Axel Hack. „Efter godt 100 meter måtte vi desværre vende om. Gangen fortsætter dog betydeligt længere ind i bjerget, men tiden var ved at løbe ud. Vi skulle jo også tilbage til rebene for derefter at klatre 650 meter opad.“ Efter i alt 18 timer nåede teamet trætte men i god behold tilbage til overfladen.

Billede: Axel Hack

Selvom der endnu ikke er blevet opdaget nogen yderligere forbindelse mellem de højere liggende huler, tager forskerne rigeligt med ny viden om bjergverdenen og dens snoede stier med op til jordoverfladen, hvilket bringer dem et godt stykke nærmere deres mål. „De fischer bolteankre, vi brugte, holdt sig stabile under hele ekspeditionen, selv i overraskende dårligt bjergmateriale,“ siger Axel Hack lettet.

Sikker fastgørelse ved afgrunden: Når alt hænger på en anker

Huleforskere stoler på fischer

Objektprofil

Vores anvendte fischer produkter